Lejr 21 - UngEdge
UngEdge er en friluftsferielejr, som afholdes i uge 29 på Silverlake Camping midt i den svenske natur. UngEdge er for unge i alderen 14-17 år, og her sætter vi udendørsaktiviteter og fællesskab i centrum.
Lejren ligger i et naturfyldt område lige op til en af Bengsfors mange søer. Her går dagene med badning, boldspil, konkurrencer, afslapning, cykeltur til den lokale slikfabrik og hygge ved bålet om aftenen. På lejren sover vi alle i telt.
Hver dag drager mindre grupper på overnatningsture, hvor vi laver mad over bål og sover i selvbygget bivuak eller under åben himmel. Overnatningsturene foregår enten på mountainbike, i kano eller som vandreture.
Fællesskabet er i særligt fokus på UngEdge, og her skabes nye venskaber, som rækker langt ud over ferielejr.
Vores hjælpere er rollemodeller, som står klar med nærvær, omsorg og masser af overskud til både kram, tårer og grineflip.
Køkkenet er lejrens hjerte, og her sørger vores køkkenhold for velsmagende, frisk og hjemmelavet mad og kage med hjælp fra både de unge og hjælperne.
Som frivillig er det benhårdt arbejde at være på lejr, men vigtigst af alt er det sjovt, hyggeligt og super givende. Hvis du ønsker at vide mere er du velkommen til at kontakte en af lejrens lejrledere enten på telefon eller mail. Vi har altid brug for nye frivillige ildsjæle både i køkkenet og som hjælpere.
Alle deltagere skal medbringe det blå sygesikringskort og gyldig billede legitimation (pas/kørekort)