Lejr 5 - Slaraffenlejren

 

Om lejren

Slaraffenlejren er en ferielejr for børn, hvor fællesskab, leg og nærvær er i centrum. Her får børnene en uge fyldt med oplevelser, hvor de kan prøve nye aktiviteter, møde nye venner og mærke den særlige lejrstemning, som opstår, når man bor, leger og spiser sammen. Hvert år planlægger vores engagerede hjælpere en masse spændende aktiviteter, hvor alt fra Mario Kart-race og store glidebaner til armbåndsknytning og TikTok-danse folder sig ud i løbet af ugen. Uanset om man er til action, kreativitet eller hygge, er der altid noget, der passer til enhver smag. 

Selvom meget er tilrettelagt på forhånd, er der altid plads til spontane indfald og skøre idéer. Samtidig holder vi fast i lejrens store traditioner som årets Børnefestival og turen til Sommerland Sjælland på lejrens sidste dag, som år efter år er nogle af ugens helt store højdepunkter. Alt i alt skaber det en uge, hvor børnene får lov til at være sig selv, prøve nye ting og tage hjem med minder, der varer længe efter sommeren er slut.

Om lejrstedet  

Slaraffenlejren har haft huse i Helsinge siden 2015, men i 2026 flytter vi til Kalundborg, hvor Tømmerup Efterskole skal danne rammerne for lejren fremover. Skolen ligger omgivet af grønne områder og masser af plads, og de store boldbaner, shelters og bålpladser giver gode muligheder for udendørs leg, aktiviteter og hyggelige aftener. Her er rig mulighed for alt fra fælleslege til små pauser i skyggen med vennerne. 

Indenfor har vi adgang til flere gode lokaler, blandt andet krealokaler, hvor der er plads til at tegne, male, bygge og lave alt muligt sjovt. Der er også en lille biograf, som egner sig perfekt til filmaftener, samt opholdsrum med poolbord, bordfodbold og bordtennis, hvor børnene kan hænge ud og hygge sig. 

Værelserne er rummelige og behagelige, og giver børnene et trygt sted at bo sammen og lade op mellem dagens aktiviteter. Her er der plads til både hygge, småsnak og et pusterum, inden næste dags program går i gang. 

Efterskolens lækre faciliteter gør det til en fornøjelse at være på lejr, uagtet om man er der som køkkenhjælper, hjælper, lejrleder eller barn.

Om at blive frivillig hjælper

Vores lejr har ikke kun barnet i centrum, men også den nok så vigtige barnlige sjæl. Vores hjælperes hænder og legesyge engagement er lige så uundværligt, som deres gejst og vilje til at gøre ugen til et åndehul, der gør en forskel for vores børnegruppe. Din tanke og idé som ny hjælper er mindst lige så vigtig, som den mere rutinerede hjælpers eller leders og er med til at forme og udvikle vores lejr.

Som frivillig hjælper på Slaraffenlejren får du muligheden for at give børn i udsatte positioner en uforglemmelig ferieuge med masser af sjove aktiviteter, nærvær og nye venskaber. Desuden bliver du en del af en gruppe dedikerede frivillige, der er indstillede på at gøre en forskel for børn, som har brug for støtte og omsorg.

For at blive hjælper på Slaraffenlejren skal du være over 18 år. Du indgår i et team sammen med cirka 30 andre hjælpere, nye som erfarne. Du skal have lyst til at give en flok energifyldte børn en uforglemmelig oplevelse, og du skal være forberedt på en hektisk uge, hvor du giver en masse af dig selv til andre. Du skal desuden være sprængfyldt med godt humør og gå-på-mod. Som hjælper er du en uundværlig del af lejren, da det er hjælperne, der planlægger alle aktiviteter for børnene. Du er dermed med til at bestemme, hvilke aktiviteter der skal på programmet til sommer – og det er kun fantasien der sætter grænser!


Om at blive frivillig i køkkenet

På Slaraffenlejren er det vigtigt, at køkkenholdet er en integreret del af hjælpergruppen. Man er med på forberedelsesweekend og hvis man har lyst, kan man også deltage i aktiviteter med børn og hjælpere uden for køkkenet. Dette skaber et virkeligt godt socialt miljø, hvor køkkenet er med til at samle lejren.

Som frivillig i køkkenet, skal man sørge for morgenmad, frokost og aftensmad til de ca. 60 børn og 35 frivillige. Man har mulighed for at få medindflydelse på alt fra planlægning, økonomi og indkøb – dog med rammer sat af vores køkkenansvarlige leder.

Der er fokus på, at maden som udgangspunkt skal være sund og hjemmelavet, men der skal selvfølgelig også være plads til kage. Samtidig laves der velkendt mad, som dog kan udfordre børnene på smag og sammensætning. 

Om du ønsker at være frivillig hjælper eller køkkenfrivillig, vil vi gerne inddrage vores frivillige på alle områder af lejrens planlægning. Alle bidrager med så meget, man har lyst til, og det man har lyst til. Hvis det lyder noget for dig, og du er klar på at give verdens bedste unger årets bedste sommerferie, så bliv frivillig på Slaraffenlejr!

Indstil barn/børn til lejren

Kender du et barn, som gerne vil med på denne lejr, så kontakt din lokale Røde Kors afdeling (https://www.rodekors.dk/afdelinger) eller familieafdelingen i din kommune, og hør, om de sender børn/unge afsted på lejr. Det koster 3.300 kr. at deltage på ferielejr og kun i særlige tilfælde har vi børn/unge, som får en plads udenom vores indstillere.

 

Indstil til børnelejr

Her indstiller du et barn (7-13 år) til en børnelejr. Vælg din kommune på listen.
Læs mere om de enkelte ferielejre


Indstil til ungdomslejr

Her indstiller du en ung (14-17 år) til en ungdomslejr. Vælg en ungdomslejr på listen.
Læs mere om de enkelte ferielejre

Indstil barn til denne lejr

Dette er en lejr for børn i alderen 7-12 år

Information om lejren

Uge 28/29

For deltagende børn finder lejren sted 9.-15. juli 2026.

For de frivillige finder lejren sted 8.-16. juli 2026. 

Forberedelsesweekend

Weekenden finder sted fra d. 25. - 26. april 2026, og er obligatorisk for alle hjælpere.

Antal børn
Ca. 60 børn i alderen 7-12 år.

Antal hjælpere
Cirka 45 hjælpere (inklusiv lejrlederlse og køkkenhold).

Kontaktinfo på lejrledelsen

Cæcilia Hellemann
Lejrleder og børnekoordinator

Shahzeb Asif
Lejrleder, økonomi- og frivilligkoordinator

Cecilie Backs Henriksen
Lejrleder og børnekoordinator

Marie Skovby
Lejrleder og økonomikoordinator

Alberte Lund Wissing
Lejrlederassistent

Amanda Widmer

Lejrlederassistent

Lejrledelsen kan kontaktes på slaraffenlejren@urkmail.dk

Lejrens adresse
Tømmerup Efterskole

Andaksvej 19
4400 Kalundborg

Lejrens CVR-nummer 31721121