Lejr 4 - Bølgelejren

Bølgelejren er en lejr fyldt med glade børn og voksne. Vi ønsker, at børnene skal opleve at være en del af et fællesskab, hvor vi er sammen om at skabe en bølge af sjov, leg, venskaber og gode ferieoplevelser. 
 
Vi holder til på Gudenaadalens Efterskole i Ulstrup, som er en lille by midt i Jylland mellem Randers og Viborg. På efterskolen er der fodboldbaner, springhal, idrætshaller og masser af dejlig natur omkring os. Vi har dermed de bedste rammer til at skabe en fantastisk ferielejr i alt slags vejr. 
 
Børnene er de vigtigste på lejren – ingen børn, ingen lejr! Mange af vores børn kommer fra familier, som ikke altid selv har mulighed for at give ungerne en sommerferie. De sidste par år har vi desuden haft flere børn på lejren, som til dagligt bor på et asylcenter. Nogle børn på lejren har også forskellige psykiske eller fysiske diagnoser, men det er ingen hindring for, at vi kan skabe gode oplevelser for alle. 
 
Frivillig på Bølgelejren 
Det er de frivillige hjælpere, der skaber indholdet på lejren og får det hele til at gå op i en højere enhed og dermed giver ungerne en fantastisk ferie fyldt med oplevelser. Det er derfor vigtigt for os, hvis du har lyst til at være frivillig, at du har overskud og en lyst til at give dig selv fuldt ud i planlægningen og afholdelsen af lejren. Vi har mange traditioner, men elsker samtidig nye ideer og indspark, som kan være med til at gøre vores lejr endnu bedre!
 
Når du er med som hjælper, forventer vi, at du er god til at samarbejde, villig til at tage ansvar og at du er klar til at give noget af dig selv. Til gengæld lover vi en oplevelserig ferieuge med masser af gode oplevelser i bagagen. Vi gør meget ud af det sociale samvær mellem hjælperne, og sang og hygge fylder aftenerne, da vi tror på, at et godt socialt fællesskab smitter og skaber glade rammer for børnene.
 
Hvert år forsøger vi at overgå os selv i planlægningen af de bedste aktiviteter for vores børn. Vi laver alt mellem himmel og jord med baggrund i for eksempel hygge, bevægelse, nysgerrighed, fordybelse, fantasi eller meget andet. Vi har ofte ét samlet tema for ferielejren, som vi forsøger at skabe aktiviteter ud fra, men dette betyder ikke, at de kun skal handle om temaet. Vi har aktiviteter, der stækker sig over hele og halve dage, men også nogle, som kan være mere præget af fri leg, som børnene frit kan gå til eller fra. Sidst, men ikke mindst, er vi meget glade for at tage på udflugter, enten de små korte ud i skoven eller længerevarende som for eksempel vores tur i forlystelsespark, som ofte er ugens højdepunkt for børnene.
 
Køkkenholdet på Bølgelejren
På Bølgelejren er det vigtigt, at køkkenholdet er en integreret del af hjælpergruppen. Man er med på forberedelsesweekend og deltager så vidt muligt i aktiviteter med børnene udenfor køkkenet og tager med på udflugter. Køkkenet inviterer også børnene med ind i køkkenet, hvor de hjælper med madlavningen og typisk får sig en rigtig hyggelig snak over gryderne. 
På Bølgelejrens køkkenhold er alle fælles om planlægningen af retterne og der arbejdes med en skiftevis daglig ansvarlig istedet for en køkkenchef.
 
Der er fokus på, at maden som udgangspunkt skal være sund og hjemmelavet, men vi kan også finde på at have bager, hvor børnene vælger imellem 2-3 kager. Samtidig laves der velkendt mad, som dog kan udfordre børnene på smag og sammensætning. At være i køkkenet på Bølgelejren er hårdt arbejde, men også utrolig sjovt og givende.
 
Vi håber, at du har lyst til at sende dit barn på ferielejr sammen med os – eller at du som frivillig har lyst til at hjælpe med til, at alle får en sommerferieoplevelse, som de aldrig glemmer!
 
Kærlige hilsner Bølgelejren
 

 

Indstil til børnelejr

Her indstiller du et barn (7-13 år) til en børnelejr. Vælg din kommune på listen.
Læs mere om de enkelte ferielejre


Indstil til ungdomslejr

Her indstiller du en ung (14-17 år) til en ungdomslejr. Vælg en ungdomslejr på listen.
Læs mere om de enkelte ferielejre

Indstil barn til denne lejr

Dette er en lejr for børn i alderen 7-13 år


Information om lejren

Uge
Lejren afholdes i uge 30 i 2019. Det vil sige den 20.-28. juli for hjælpere og den 21.-27. juli for børnene.

Forberedelsesweekend
Forweekenden foregår den 26.-28. april 2019. Det er obligatorisk for hjælpere at deltage, da det er her vi lægger planer for alt, hvad der skal ske på ferielejren og bliver rystet sammen som gruppe.

Antal børn
Der er fuld fart på, når lejrens ca. 65 børn i alderen 7-13 år ankommer!

Antal hjælpere
På lejren er vi ca. 40 hjælpere inklusiv vores køkkenhold på 5-6 personer og lejrledelsen.

Kontaktinfo på lejrledelsen, fundraising og børnetilmeldinger
bolgelejren@gmail.com

Lejrledelse:
Sofie Nyvad Skjødt, Tlf. 28 74 60 28

Jacob Søndergård Andersen, Tlf. 60 17 50 65

Koordinator for børnetilmeldinger:
Helena Bayer Frøhling, Tlf. 22 23 78 98

Lejrens adresse

Gudenaadalens Efterskole
Hovedgaden 2
8860 Ulstrup